søndag den 15. juni 2014

Salat med rabarber, fetaost og pinjekerner

Salaten har jeg lavet efter en opskrift fra Mood by Føtex. Der er super god kontrast mellem de syrlige rabarber, fetaosten og spinaten. Jeg har selvfølgelig brugt rabarber fra haven. Bliver altid så glad, når jeg kan lave noget lækkert af det haven byder på. 


Brug salaten som forret, i stedet for ost eller som tilbehør 
til fx. grillmad. Vi spiste den til lækre oksebøffer. 


4 personer

300 g. rabarber, vasket og skåret i stykker på ca. 2-3 cm. 
2 spsk. honning
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. rapsolie
1 finthakket mildt løg
salt og peber
120 g. god fetaost, smuldret i mindre stykker
40 g. ristede pinjekerner
200 g. spinatblade

Tænd ovnen på 225 grader. Bland rabarber med honning og lad dem trække i mens ovnen bliver varm. Bred dem ud på en bageplade med bagepapir og lad dem bage i 5 min. til de er let møre. Afkøl. Lav dressing af æbleeddike, olie og finthakket løg. Fordel spinaten på et fad. Fordel rabarber, ost, pinjekerner over salaten og hæld dressingen over. 

mandag den 2. juni 2014

Sommerkålsalat

Frisk og sprød sommersalat som passer godt til næsten al slags kød og lækre nye, helst danske, kartofler. Brug sommerhvidkål eller spidskål.

4 personer
1 citron
1 spsk. honning
1 tsk. salt
1 sommerhvidkål/spidskål
2-4 nye gulerødder
2 bundtløg
4 spsk. olivenolie
salt

Riv ca. 1 tsk. citronskal fint og rør det med saften fra citronen, honning og olivenolie og smag til med salt. Snit kålen fint, riv gulerødderne groft og snit løgene fint. Vend kål, gulerødder og løg i dressingen.